At finde en mening med det hele

Pandemien har nu stået på i lang tid. I lang tid så vi det som noget negativt, men trods de mange dødsofre er der også et positivt aspekt med pandemien.

Vi er f.eks. dybt taknemlige over at opholdet i Australien ikke gik men at vi tidligt valgte at rejse hjem for børnenes skyld. Børnene er blevet gode samfundsborgere som bidrager til samfundet med skat af deres løn og deres forbrug. De blev gode sociale mennesker takket være deres evne til at socialisere og drikke med deres venner og veninder. Noget som ikke ville have været muligt i samme grad, hvis de var blevet blevet i Australien. Deres mulighed for at udtrykke sig via deres påklædning og på den måde signalere deres tilhørsforhold til de grupper af unge, de færdes i blandt har også bedre vilkår i Danmark end i Australien.

Udlængslen er blevet mindre hos begge børn i takt med at verdenen lukkede ned. Jeg taler for os alle, når vi har besluttet os for at have været i udlandet for sidste gang i vores liv. Med denne beslutning kommer også beslutningen om simpelthen at lade interessen for hvad der sker ude i verden dø. Hvor beskæftige sig med sult, politisk uroligheder osv. når man aldrig vil komme sig. Vi må fokusere på problemer herhjemme og befolkningerne i andre lande må fokusere på deres. Det giver en fantastisk ro. Der er store dele af TV-avisen vi bare kan sætte på mute.

Vaccine skal vi heller bruge meget krudt på hvis vi bliver i Lejre kommune resten af livet. Selvfølgelig sætter manden sit liv på spil så at sige når han tager toget til København, men meget kan håndteres med mundbind og afstand.

Vi er efterhånden mange som tænker på samme måde. Rundt omkring i verdenen vil folk ikke se andre udefra. I Sydsverige er det selvfølgelig synd at det går ud over landsmænd, men budskabet er ikke til at tage fejl af. Svenskerne ønsker ikke Øresundsregionen. De ønsker ikke Danskere som kører igennem deres land og muligvis medbringer smitte. Svaret må være at folk i højere grad sejler fra Køge. I Venedig vil de ikke se skibe længere som i gamle dage før pandemien. Jeg er imod vold, så jeg er imod stenkast og protester der kan udvikle sig voldelig. Jeg har dog forståelse for de holdninger som ligger bad og acceptere dem.

I Danmark vinder sådanne bevægelser også frem. Sålænge at de bruger fredelige midler til at stoppe masseturismen, er det OK med mig og jeg vil støtte dem til enhver tid.

Post Pandemic Flag Holders hedder en af bevægelserne. Jeg støtter fuldt deres målsætninger.

2021 er blevet afklaringens år. Det er året hvor vi skal tage et opgør med globaliseringen. Det er året hvor vi skal finde en ny lokaliseret, isoleret og bæredygtig måde at leve på og indstille vores fremtidsdrømme på hvad der vil fungere under de nye vilkår.

Det er længe siden

Flere måneder er gået siden sidste blogindlæg. Jeg har faktisk ikke haft travlt. Coronaen sætter dagsordenen. Der er ikke så meget at lave på arbejdet.

Vi skal skære ned. Julefrokosten i år er aflyst og ledelsen havde krisemøde. Med lidt over 100 ansatte står vi nu overfor det problem at lederne i de enkelte afdelinger ikke får konkret kendskab til medarbejderne. Faktisk tæller julefrokosterne mere end de årlige medarbejder udviklingssamtaler.

Med en Covid-19 i landet som kan række et år eller mere ud i fremtiden afhængig af om den muterer, så kan firmaet risikere at miste medarbejdere som er gode.

Derfor blev det besluttet at fyre 8 medarbejdere for at få råd til at leje et HR-system, hvor man så kan føre løbende medarbejdersamtaler i (Continuous Conversations som det kaldes i programmet). Vi får måske det samme ud af det som lederne lærer om deres medarbejdere til julefrokoster og sommerfesten, men det bliver lidt kedeligere at gå på arbejde hver dag.

Ulempen er dog at det kun er lederne som lærer deres underordnede at kende. Vi sidder ensomt og forskudt i kantinen omgivet af vores nære kollegaer. Nyansatte og folk som arbejder for sig selv sidder i hjørnerne og spiser deres frokost uden at sige et ord. Normalt ville man invitere dem hen under julefrokosten og så lære dem at kende over nogle flasker vin, men vi får jo ikke chancen. Vi har en del udskiftning i forsendelsen for tiden og de nye kender jeg dårligt navnet på – kun deres email som er bygget op af initialer, så man må gætte.

Pandemien vil få store omkostninger for vores samfund. På min arbejdsplads slipper vi måske nådigt, men vi går ikke fri.