At finde en mening med det hele

Pandemien har nu stået på i lang tid. I lang tid så vi det som noget negativt, men trods de mange dødsofre er der også et positivt aspekt med pandemien.

Vi er f.eks. dybt taknemlige over at opholdet i Australien ikke gik men at vi tidligt valgte at rejse hjem for børnenes skyld. Børnene er blevet gode samfundsborgere som bidrager til samfundet med skat af deres løn og deres forbrug. De blev gode sociale mennesker takket være deres evne til at socialisere og drikke med deres venner og veninder. Noget som ikke ville have været muligt i samme grad, hvis de var blevet blevet i Australien. Deres mulighed for at udtrykke sig via deres påklædning og på den måde signalere deres tilhørsforhold til de grupper af unge, de færdes i blandt har også bedre vilkår i Danmark end i Australien.

Udlængslen er blevet mindre hos begge børn i takt med at verdenen lukkede ned. Jeg taler for os alle, når vi har besluttet os for at have været i udlandet for sidste gang i vores liv. Med denne beslutning kommer også beslutningen om simpelthen at lade interessen for hvad der sker ude i verden dø. Hvor beskæftige sig med sult, politisk uroligheder osv. når man aldrig vil komme sig. Vi må fokusere på problemer herhjemme og befolkningerne i andre lande må fokusere på deres. Det giver en fantastisk ro. Der er store dele af TV-avisen vi bare kan sætte på mute.

Vaccine skal vi heller bruge meget krudt på hvis vi bliver i Lejre kommune resten af livet. Selvfølgelig sætter manden sit liv på spil så at sige når han tager toget til København, men meget kan håndteres med mundbind og afstand.

Vi er efterhånden mange som tænker på samme måde. Rundt omkring i verdenen vil folk ikke se andre udefra. I Sydsverige er det selvfølgelig synd at det går ud over landsmænd, men budskabet er ikke til at tage fejl af. Svenskerne ønsker ikke Øresundsregionen. De ønsker ikke Danskere som kører igennem deres land og muligvis medbringer smitte. Svaret må være at folk i højere grad sejler fra Køge. I Venedig vil de ikke se skibe længere som i gamle dage før pandemien. Jeg er imod vold, så jeg er imod stenkast og protester der kan udvikle sig voldelig. Jeg har dog forståelse for de holdninger som ligger bad og acceptere dem.

I Danmark vinder sådanne bevægelser også frem. Sålænge at de bruger fredelige midler til at stoppe masseturismen, er det OK med mig og jeg vil støtte dem til enhver tid.

Post Pandemic Flag Holders hedder en af bevægelserne. Jeg støtter fuldt deres målsætninger.

2021 er blevet afklaringens år. Det er året hvor vi skal tage et opgør med globaliseringen. Det er året hvor vi skal finde en ny lokaliseret, isoleret og bæredygtig måde at leve på og indstille vores fremtidsdrømme på hvad der vil fungere under de nye vilkår.

Genopdragelsesrejser og andre ophold i udlandet

Jeg læste et blog-indlæg med stor interesse som jeg har citeret herunder:

Kontrol med genopdragelsesrejser og andre ophold for unge i udlandet

Jeg har fulgt retssagen hvor at blandt andet en pige på 10 år blev offer for en dreng på 17.

Denne dreng havde været sendt til udlandet i forbindelse med en genopdragelsesrejse.

Det er ikke første gang at børn der har været på genopdragelsesrejser har lavet grusomme forbrydelser. En ung mand fra Italien blev stukket ned på Nørrebro hvilket fik en del omtale. Også i den sag spillede genopdragelsesrejser en rolle.

Udover genopdragelsesrejser læser man om bureauer der skulle arrangerer sikre ophold for danske udvekslingsstuderende der slet ikke er deres opgave voksen. Jeg tror at det var TV2 der fik en hel aften til at gå med det emne.

Man hører om sager som med opholdsstedet Herkules der outsourcer et ophold til et firma i Sverige der er drevet af psykopater kun for at beklage hvad deres underleverandør har bedrevet og de ingen kontrol havde med hvad der skete med de unge de fik et 5-cifret beløb for at passe på af forskellige kommuner landet over.

Så hører man om skoler der lader deres børn rejse uledsaget hjem blot fordi at børnene opfører sig for danske. En hel nat på en banegård i Hamborg som er kendt for at være en by med et hårdt natteliv burde være fyringsgrund for lederen af skolen.

Der er ingen tvivl om at der bør være mere kontrol med danske unge og deres færden til udlandet. Vi må kræve at det kræver en decideret tilladelse at lade børn rejse ud af landet i mere end 3 uger. Vi må kræve at de skoler danske unge skal undervises på i udlandet skal godkendes så man sikrer sig at undervisningen kan bruges til noget i Danmark.

Forældre er også mennesker er der en blog som hedder. Når forældrene stor i en svær situation, så søger de råd og disse råd bliver ikke hentet hos landets socialforvaltninger fordi at alle ved at der sidder embedsfolk som i virkeligheden vil overtage børnene og opdrage dem i statens regi, så private venner hos plejefamilier og opholdssteder kan blive begunstiget.

Når forældre vælger genopdragelsesrejser, så sker det ud fra kulturelle misforståelser baseret på input fra alternative rådgivere. Rådgivere som de ser som et mere reel alternativ end de tilbud de kan se hos det offentlige. Råd socialforvaltningerne kunne forhindre, hvis de havde børnenes interesser som deres arbejdsområde.

Jeg ser en løsning som kunne gå på at alle familier der vil forlade Danmark i mere end 3 uger skal henvende sig til et centralt kontor mage til det som også godkender skoler for de unge som vil studere halve eller hele semestre i udlandet. Det vil måske betyde øget sagsbehandlingstid og der har i forvejen været kritik af denne sagsbehandlingstid fra studerende, men her må vi se på hvad samfundets omkostninger er, når det går galt.

Vi taler om fængsel til næsten 2.000 kr. pr. døgn. Sociale foranstaltninger der kan koste det 4-dobbelte. Ophold i psykiatriens system, der ikke kan sættes pris på.

Det er ikke acceptabelt. Der skal sættes en stopper for det nu. En død Italiensk turist, et voldtægtsforsøg på en unge kvinde og en pige på 10 år som må kæmpe måske resten af livet med de psykiske eftervirkninger af et overgreb må råbe på indgriben.

Kilde:
Fængsel og udvisning for voldtægt af 10-årig (Avisen.dk)

Blog-indlægget fik mig til at tænke på vor egen beslutning om at tage børnene med til udlandet. Hvor har jeg dog fortrudt dette mange gange. Bare der havde været et sted hvor at vi kunne have fået gode råd inden at vi slæbte børnene over på den anden side af kloden.

Jeg blev så rystet

Jeg fik uhyggelige minder om vores udenlandsophold da jeg læste historien om hvordan at virksomheden Emperion har været udsat for afpresning i Nigeria. Jeg husker at vi netop havde emnet op omkring støtte ved eventuelle juridiske vanskeligheder og jeg troede at vi var i gode hænder. Der var en vis tryghed og  jeg skal skynde mig at sige at vi ingen problemer af denne slags havde under opholdet, så der var ikke brug for det beredskab som min mands firma havde stillet på benene.

Men en sådan sikkerhed eksisterer kun hvis landets myndigheder overholder gængse spilleregler. Og det var netop hvad Nigeria ikke gjorde. Jeg læste på bloggen De glemte Danskere at landet er et vanskeligt sted at arbejde i og at en hvis Belgisk forfatter skulle have udgivet en meget læst rejsebeskrivelse fra dette område, der giver et nøjagtigt billede af de socialkulturelle forhold på trods af at det er næsten 80 år siden at rejsebeskrivelsen blev skrevet.

Det er utroligt at landene i disse områder ikke har udviklet sig på nogen måde. Det er som om at tiden har stået stille.

Pludselig er jeg glad for at det var Australien og ikke Afrika vi rejste til. Godt nok blev opholdet ikke langt på grund af at kulturforskellene netop er for store og for uovervindelige, hvis børnenes interesser skal varetages i en grad så vi ikke taler om deciderede overgreb imod dem, men de grundlæggende juridiske spilleregler blev dog overholdt.

Det kan bare gå galt så hurtigt hvis man overser de små detaljer. Kors hvor er jeg glad for at være hjemme i Danmark igen.

Loven i andre lande

En af de mange ting som undrede mig da vi var i Australien var deres regler om tvungen brug af cykelhjelme.

Er det ikke en god ide?

Jo, hvis hjelmene var billige.

Det vi så var at der var et stort brugtmarkedede. De fattige og indfødte havde nogle bulede gamle hjelme, der næsten ikke gav nogen beskyttelse. Her i landet har man også overvejet tvang, men man har set erfaringerne fra andre lande og der er en social slagside som ikke er til at overse.

For det andet så køres børnene i større grad end før, hvor at de med fordel kunne cykle selv. I et samfund hvor at der er meget overvægt er mindre motion for børnene ikke det samfundet just mangler.

Så selvom at mine børn har hjelm på, når jeg kan se dem, så er jeg imod tvungen brug af cykelhjelm, når jeg som de få har set skadesvirkningerne.

Så Australien må have deres love og vi må have vores.

Nu at vi er ved at tale om forskellige love i andre lande, så læser jeg at hende den enlige mor med en fortid i Florida – Camilla Broe – ikke er anklaget for narkosmugling, men derimod sammensværgelse og at anklagen sammensværgelse ikke er strafbart i Danmark.

Så er der noget jeg ikke forstår. Jeg troede at man kun måtte udlevere Danskere for handlinger der også er kriminelle i Danmark. På den måde kunne mine børn risikere udlevering til Australien for de kørte uden hjelm et par gange da det var varmt selvom at det var ulovligt. Vi påtalte det, men rejste så heldigvis hjem da de var i risiko-zonen for at miste deres identitet.

Jeg ved det. Hvis de en dag bliver kørt ud til lufthavnen til fængsling i Australien, så har de kun os som forældre at takke for det. Det var vores forkerte beslutning der bragte dem dernede og deved ud i kriminalitet. Det har jeg det dårligt med, men på den anden side så troede jeg på at vi så havde et retssystem i Danmark der beskyttede os imod forfølgelse imod love der kun eksisterede i udlandet.

Jeg har efter at det kom frem at de havde rettet i papirene imod Camilla Broe totalt mistet troen på borgernes retssikkerhed. Jeg er dybt rystet og troede ikke at det var rigtigt.

Men det er rigtigt og jeg frygter for mine børns sikkerhed. Skulle min datter vende hjem fra efterskolen udenfor mange ar på sjælen så hun kan få sig et liv, skal hun så være bange for at blive sendt tilbage til dette grusomme land, vi kom til ved en fejltalelse?

Vi sælger børnenes cykler

En mærkelig ting, som vi oplevede i Australien var at børnene ikke kunne bruge deres cykler på grund af lokale love, som kræver at børn bruger cykelhjelm. Der var pokkers varmt dernede og derfor blev det da også hurtigt besluttet at børnene skulle køres i skole. At det så heller ikke blev til noget, kan man læse om i sidste blog-indlæg.

Herhjemme bruger ungerne cyklerne hver dag til skole og diverse fritidsinteresser.

Men den tid er slut nu, hvis SF’s forslag kommer til at gælde:

SF: Gør cykelhjelm til børn til et lovkrav (Link til artikel fra Fyens StiftTidende)

Jeg spørger: Hvis begge forældre er udearbejdende, hvordan skal forældrene så kunne sikre sig imod bøder givet til ungerne, hvis de ikke har hjelm på?

Svaret må være at det ikke kan lade sig gøre. Forældrene må åbne deres tegnebog på vid gab.

Det er vi ikke parate til. Derfor vil cyklerne blive solgt, såfremt at et sådan lovforslag bliver vedtaget og så må ungerne køres. Det er det eneste fornuftige at gøre, såfremt at man ikke ønsker at forvandle sit hjem til en krigszone hvor at luften gennemskæres af konstante konflikter.

Jeg synes at det er et utroligt skadeligt lovforslag at de har igangsat her. Hvor mange familier er efterhånden ikke baseret på to indkomster? Der er ingen til at lege politibetjent på offentlighedens vegne. Beklager. Det er bare sådan.

Samme læser man om at bøder skal fordobles i trafikken. Vi tør snart ikke køre ud for at passe vores arbejde. Glem skyderi og bandedrab. Det er der ikke penge i. Men nye skjulte skatter på trafikområdet – det kan de godt finde ud af.

Hvad er der blevet af det gode gamle Danmark vi kendte engang?

Vores udenlands eventyr

Jeg har valgt at skrive denne blog for at forklare venner her og i udlandet omkring vores eventyr i udlandet, men også om de bevæggrunde og hensyn til vores børn, som medførte at vi måtte opgive dette eventyr i udlandet.

Min mand fik tilbudt en stilling i Sydney i det shippingfirma, som han arbejder i. Det var meningen at han skulle være væk i to år og derfor valgte vi at rejse med ham. Vi er en familie med to børn på 11 og 14 år. Vores børn skulle gå i skole dernede og jeg skulle være hjemmegående.

Via firmaets forbindelser fik vi anvist et lille hus lige i en by udenfor Sydney, som hedder Narrellan Vale. Det var et hyggeligt hus og vi fik fremlejet vores hus i Danmark, hvorefter at vi i Juli 2008 tog af sted. Børnenes skole var vel overstået og vi kunne få en måned til at indrette os og forberede børnene på at gå i skole dernede.

Rejsen var lang og vi var alle trætte, da vi kom frem.

Huset var dejligt. Vi havde valgt at opmagasinere det meste i Danmark og kun medbringe tøj. Det var dog en omvæltning at det er den kolde tid i Australien på denne tid.

Min mand skulle starte på sit arbejde et par dage efter at vi ankom, så jeg var alene om at klare de praktiske ting men det var jeg forberet på derhjemme fra.

Jeg fandt en skole til børnene og til min store overraskelse skulle børnene have uniform på. Det er en noget gammeldags måde at gribe tingene an på. Desuden havde de tvungen brug af cykelhjelm, så der kom straks den første omlægning i forhold til vores oprindelige planer, da vi besluttede at lade være med at købe cykler. Vores ældste går meget op i sit hår og derfor valgte vi at når skolen startede så skulle de køres i skole for at undgå så mange konflikter.

Jeg undersøgte om hvorvidt at vi kunne undgå skoleuniform og det viste sig faktisk at ombudsmanden i en af delstaterne havde afsagt kendelse om at skoleuniform ikke var nødvendig. Men skoleinspektøren var ikke særlig integrationsvenlig mildt sagt, når man tager i betragtning af at landet bygger på indvandrere. Der var en del samtaler, men for at gøre sagen kort og undgå at få udsat deres skolestart så blev vi efter noget snak omkring spisebordet enige om at vi midlertidigt måtte købe uniformer og så fortsætte vores brevveksling med skolebestyrelsen.

Samtidig var der også andre problemer. Australierne har ikke meget forhave. Der er nogle prydplanter og i baghaven hænger familien så ud med med gril og hygge. Vores datter er snart så gammel at hun skulle konfirmeres og så er det normalt hjemme i Danmark at hun med forældrene velsignelse kan drikke øl og vin ude i kvarteret med kammerater. Det fandtes ikke rigtigt her. Som ugerne gik, blev vi mere og mere bekymret over om hendes tid i udlandet vil blive isolation fra jævnaldrene, når hun ikke havde noget at bryde isen med som de unge gør det herhjemme.

At bo i udlandet stiller helt klart nogle andre krav til at aktivere sig selv i forhold til en travl hverdag i Danmark. Den eneste som så andre mennesker var min mand og da den daglige adspredelse kom fra ham, så blev han i længden lidt træt af at fortælle om sin dag og om de mennesker han møder på kontoret.

 

Sidst i Juli var vi så i butikken for at købe uniformer. Der må være nogle prisaftaler med de lokale handlende for de uniformer er godt nok dyre. Selvfølgelig skulle de så ikke have mange sæt, så på en eller anden måde går det vel nok op i sidste ende.

Men da jeg så mine børn i uniformerne berøvet for deres personlige identitet og de døde blik de fik i øjnene, da de fik dem på, så tændte dette syn en snærende frygt og dårlig samvittighed inden i mig.

Havde vi truffet nogle valg uden at tage hensyn til vores børn? Havde vi tilsidesat deres behov?

Jeg sov dårligt da jeg kom hjem. Jeg stod op og gik hvileløst rundt i stuen flere nætter efter denne dag. Min mand kom en nat ind i stuen og så talte vi længe om vores eventyr. Vi fik grædt og vi lo.

Vi kom til den erkendelse at det var et eventyr vi havde indladt os på. Vi havde ladet os forblænde af tanken om et utopia som ikke fandtes. Vi ville aldrig blive Australiere. Vi er danskere og vi var ved at gøre vores børn til fremmede i både deres nye og gamle land. Vi måtte stoppe denne fiktion og redde vores børn.

Vi udmeldte børnene den næste dag og indenfor en uge var børnene sammen med mig på vej hjem igen. Min mand kunne ikke rejse med det samme og blev tilbage.

Herhjemme kunne vi ikke flytte ind i vores gamle hus, da det var udlejet. Vi fandt via forbindelser en lejebolig, hvor at vi bor nu. På grund af tiderne har lejerne meddelt os at de vil fraflytte huset til April.

Min mand kom hjem 3 måneder senere og fandt sig et andet job, da firmaet ikke var så glad for at han rejste hjem så hurtigt. Det har været et hård tid, men det har helt sikkert været den rigtige beslutning at tage hjem. Vi er nu en familie som er blevet noget klogere og vi er blevet knyttet tættere sammen som følge af denne prøvelse.

Vigtigst af alt så har vi lært hvor godt at vi har det her i landet og vores børn ved hvor meget frihed at de har i et udviklet samfund og de sætter mere pris på denne frihed. De har indset at naturlige ting som at kunne hygge sig, som forhindrer at de bliver unge bøller som kører rundt og skyder i gaderne som nogle unge gør ikke er en selvfølge for unge andre steder.

Vi fik en masse ting med hjem og selv om at beslutningen om at rejse udenlands var en fejl og vi bragte vores børns velfærd over styr, så vil jeg egentlig ikke undvære det. Jeg vil derfor takke alle som vi har mødt undervejs for deres hjælp.