Mandens situation

Min mand startede på et nyt job her i sommers. Et rigtig godt arbejde har han ikke haft siden at mobil-branchen kollapsede i Danmark og alt blev til det plastik lavet ude i Asien. Et eller andet sted håber jeg at verdenen finder overskud til at straffe Asien for denne pandemi og trække produktionen hjem igen.

Ja. Varerne bliver nok dyrere, men det må vi lære at leve med. Jeg læser hvordan de fører sig frem dernede og de har glemt deres plads. For et århundrede siden slog alle lande af betydning sig sammen og satte dem på plads. England, Tyskland, Frankrig, USA, Rusland og Japan besluttede sig alle at lære Kina at verdenen vil have fri-handel og efter nogle slag mellem de forskellige hærer og oprørsgrupper lærte Kina af gå i takt.

Det har de tilsyneladende glemt og selvom man nu ikke løser konflikter på samme måde mere nu hvor Kina har Atomvåben, så mener jeg stadig at FN burde gå ind i sagen og konsekvensen om nødvendig så må være at verdenens lande trækker deres produktion hjem og lader dem sejle i deres egen sø.

Selv her i Danmark har vi mærket det. Det lød selvfølgelig helt forkert når Trump sagde at han ville købe Grønland. Hvis han nu i stedet havde talt om hvor farligt det er at Kineserne rejste til Grønland og drak de lokale korrumperede og forsumpede politikere under bordet hvorefter de kunne få lov til at hente Uran til spotpris, havde vi Danskere nok bedre kunne forstå ham.

For der er grund til at være bekymret.

Med hensyn til min mand, så kan han passe sit arbejde, men Coronaen spænder ben for hans muligheder for en karriere i virksomheden for uden julefrokost kan han ikke lære hvem han skal underkaste sig for og hvem som fortjener at blive overset. Det er svære tider. Pandemien kommer til at sætte sine spor – også her.

Det er længe siden

Flere måneder er gået siden sidste blogindlæg. Jeg har faktisk ikke haft travlt. Coronaen sætter dagsordenen. Der er ikke så meget at lave på arbejdet.

Vi skal skære ned. Julefrokosten i år er aflyst og ledelsen havde krisemøde. Med lidt over 100 ansatte står vi nu overfor det problem at lederne i de enkelte afdelinger ikke får konkret kendskab til medarbejderne. Faktisk tæller julefrokosterne mere end de årlige medarbejder udviklingssamtaler.

Med en Covid-19 i landet som kan række et år eller mere ud i fremtiden afhængig af om den muterer, så kan firmaet risikere at miste medarbejdere som er gode.

Derfor blev det besluttet at fyre 8 medarbejdere for at få råd til at leje et HR-system, hvor man så kan føre løbende medarbejdersamtaler i (Continuous Conversations som det kaldes i programmet). Vi får måske det samme ud af det som lederne lærer om deres medarbejdere til julefrokoster og sommerfesten, men det bliver lidt kedeligere at gå på arbejde hver dag.

Ulempen er dog at det kun er lederne som lærer deres underordnede at kende. Vi sidder ensomt og forskudt i kantinen omgivet af vores nære kollegaer. Nyansatte og folk som arbejder for sig selv sidder i hjørnerne og spiser deres frokost uden at sige et ord. Normalt ville man invitere dem hen under julefrokosten og så lære dem at kende over nogle flasker vin, men vi får jo ikke chancen. Vi har en del udskiftning i forsendelsen for tiden og de nye kender jeg dårligt navnet på – kun deres email som er bygget op af initialer, så man må gætte.

Pandemien vil få store omkostninger for vores samfund. På min arbejdsplads slipper vi måske nådigt, men vi går ikke fri.