Flere måneder er gået siden sidste blogindlæg. Jeg har faktisk ikke haft travlt. Coronaen sætter dagsordenen. Der er ikke så meget at lave på arbejdet.
Vi skal skære ned. Julefrokosten i år er aflyst og ledelsen havde krisemøde. Med lidt over 100 ansatte står vi nu overfor det problem at lederne i de enkelte afdelinger ikke får konkret kendskab til medarbejderne. Faktisk tæller julefrokosterne mere end de årlige medarbejder udviklingssamtaler.
Med en Covid-19 i landet som kan række et år eller mere ud i fremtiden afhængig af om den muterer, så kan firmaet risikere at miste medarbejdere som er gode.
Derfor blev det besluttet at fyre 8 medarbejdere for at få råd til at leje et HR-system, hvor man så kan føre løbende medarbejdersamtaler i (Continuous Conversations som det kaldes i programmet). Vi får måske det samme ud af det som lederne lærer om deres medarbejdere til julefrokoster og sommerfesten, men det bliver lidt kedeligere at gå på arbejde hver dag.
Ulempen er dog at det kun er lederne som lærer deres underordnede at kende. Vi sidder ensomt og forskudt i kantinen omgivet af vores nære kollegaer. Nyansatte og folk som arbejder for sig selv sidder i hjørnerne og spiser deres frokost uden at sige et ord. Normalt ville man invitere dem hen under julefrokosten og så lære dem at kende over nogle flasker vin, men vi får jo ikke chancen. Vi har en del udskiftning i forsendelsen for tiden og de nye kender jeg dårligt navnet på – kun deres email som er bygget op af initialer, så man må gætte.
Pandemien vil få store omkostninger for vores samfund. På min arbejdsplads slipper vi måske nådigt, men vi går ikke fri.
Bentes hjemmeblog's Blog 