Den ene efter den anden af vores politikere stiller op og siger at de vil bryde loven. De vil udvise civil ulydighed hvis der står et såkaldt menneske i nød foran deres dør.
Jeg ved at min mand taber kostbare sekunder hver dag i sit liv, som kunne bruge på sine børn eller sit job, fordi at man kun må køre 30-50 km/t i vores by selvom den del af byen, vi bor i er opført for 30 år siden og alle vejene derfor må regnes til at kunne klare at man kører 60 km/t, som var den gældende hastighed på opførelsestidpunktet.
Selvom min mand kunne vælge civil ulydighed, så vælger han at overholde landets love og istedet vælge en strategi med at argumentere for højere hastighed på landets veje generelt.
For det er et spørgsmål om princip. Skal man vælge at overtræde de love man er utilfreds med eller skal man forsøge at lave åbenlyse love, hvoraf mange er på færdelsområdet om?
Vi vælger det sidste. Det er også det budskab vi prøver at give vores børn. Det er her at det bliver svært når de folketingspolitikere der om nogle burde være fortaler for at overholde de love som de eller deres kollegaer har vedtaget, istedet vælger at undergrave retsstaten.
Hvor er vi henne?
Et er at de kan lave fejl som de gjorde ved våbenloven. Jeg læser på internettet at der tilsyneladende lå andre motiver bag loven end blot at gøre landets veje sikre. Det ser ud som om at der er tale om en slags statsekspropriation af private samleres ejendom til fordel for lokalmuseer, der som bekendt lider i en tid med massive nedskæringer på det offentliges budget.
Men det ændrer ikke på at det er ynkeligt når politikere stiller sig op og beklager at domstolene dømmer hårdt i efter love, som de selv har besluttet skal være strenge. De var advaret, men valgte at gennemføre loven fordi at befolkningen går rundt i en sand blodrus på grund af fustration over at de risikerer at blive skudt ned helt tilfældigt ganske som om at de var bosat i Irak hvis de bare en smule ligner en person, der kunne finde på at køre på motorcykel og denne blodrus ville politikerne honorere.
Noget andet er når politikerne tryner landets domstole. Hvor mange gange er det ikke sket? Højesteret tog ikke sagen om Camilla Broe. Var procesbevillingsnævnet truet til deres afgørelse? Hvad er status på magtens 3-deling efter denne afsløring? Hvor er Folketingets mistillidsvotum som reaktion på dette klokkeklare overgreb på en af grundstenene i vores forfatning?
Det er som om at politikerne ikke længere tror på det projekt, som kaldes Danmark. Vi har valgt disse mennesker i tillid til at forvalte vores samfund, støtte op omkring de fælles regler, som de selv er med til at finde på og rette de regler, de ikke synes om, så vi kan få en retsstat at leve i.
Istedet prædiker de anarki. De fortæller landets befolkning og mine børn at man blot skal overtræde de love som man er utilfreds med og bortforklare lovovertrædelserne som civil ulydighed.
Som forælder ved jeg snart ikke ud og ind. Jeg vil holde døren lukket idag. Fremover vil jeg fokusere på familien alene og lade andre sejle i deres sø. Jeg stoler ikke på påståede fakta om fattigdom, når de som er her finansieres af os skatteborgere på falske præmisser.
Mine børn holder jeg hjemme og vil fraråde dem nogensinde at rejse ud af Danmark fordi at der ingen retsgarantier er efter 4. september 2009 ganske som ekspertsider råder til. Jeg vil også fortælle dem hvorfor at vi forældre fremover afleverer blanke stemmesedler til de kommende valg. Der er ingen politikere tilbage med blot en lille andel af troværdighed tilbage mere.
