Jeg har børn og jeg lærer dem at bøje hovedet, overholde landets mange love og passe deres arbejde.
Alligevel har begivenheder de seneste døgn rystet mig og har fået mig til at tvivle på selv de basale ting i vores samfund.
Først er der sagen med Camilla Broe. Hun får kun halvt så mange penge med til Florida som de Irakiske flygtninge, der ikke som hende har bidraget til det danske samfund. Hun udleveres uden at der foreligger et anklageskrift offentlig, der er i overensstemmelse med de krav vi sætter i vores love for at en statsborger kan blive udleveret. Der er godt nok lavet et nyt i nat, men ingen kender indholdet.
Det gamle rummede anklager som sammensværgelser, anklager som har historisk baggrund i hekseforfølgelserne i Salem.
Hun kommer nu til at lide en uvis skæbne i Florida. Hun har ikke penge til en retssag. Hun kan undgå retssagen ved at afgive en “No contest” erklæring og få en dom som om at hun er skyldig, men via “No contest” erklæringen erklærer hun sig ikke moralsk skyldig og kan vende hjem til sin datter. Det er utroligt at Danmark ikke sikrer og betaler en ordentlig juridisk bistand i Florida. Sagen viser at alle danskere – alle – skal gå rundt og være utrolig bange for at blive udleveret til fremmede lande, når det de udleveres for ikke behøver at være ulovligt her i landet. Tænk på hvor mange steder i verdenen at det er ulovligt at kritisere eller demostrere imod en magthaver eller blot stille sig kritisk til en bestemt trosretning.
Nok om denne sag. Hun er afskrevet af det officielle Danmark og uden videre chancer her i tilværelsen. Hun er ofret.
En sag som gør mig endnu mere fustreret er sagen om de to Stanley-knive på Fyn.
Det er ikke de 7 dages fængsel som gør mig gal. Våbenloven er streng. Vi borgere har forlangt at den skal være streng. Når en medarbejder i det offentlige er grundig grænsende til nærmest patentlig som betjenten var, så skal vi ikke kritisere vedkommende, når alle ellers hævder at offentlige ansatte er dovne. Vi skal heller ikke kritisere anklagemyndigheden for at anke, når vi ved hvilket fokus borgerne har for at få fjernet våben fra gaderne. Vi skal slet ikke kritisere domstolene, når der de sidste mange år har været konstant kritik af at de ikke udnyttede strafferammerne, når folketinget hævder dem.
Men der skal være massiv kritik at vores politikere. Hvad ligner det at stille sig op og beklage at en lov er for streng. En lov i Danmark har ikke bare een, ikke to, men hele 3 behandlinger i Folketinget før at den skal underskrives hos Dronningen og offentliggøres i Statstidende.
Der har været rigelig med chancer til at få nogle uvillige eksperter ind over for at anskueliggøre om loven er for streng og kunne give anledning til misforståelser hos ordentsmagten og hos domstolene.
Og at så Peter Skaarup fremfører kritikken. Det er ganske simpelt for meget. Mere end nogen har denne mand stået 5 minutter af gangen og har krævet stramninger af loven. Han har fået hvad han forlanger. Loven er nu så streng som den kan blive.
Hvilke love har Folketinget ellers vedtaget, som kan sætte medlemmer af landets befolkning under pres?
Loven som sikrer folk imod udlevering til diverse lande for ikke-strafbare handlinger er ihvertfald ikke lavet godt nok, når man ikke betinger sig at det endelige anklageskrift foreligges landets domstole. Våbenloven er nu med politikernes egne ord ikke god nok.
Jeg har to børn. De skal jeg nok opdrage til at være underdanig og råde dem til at holde sig væk fra udlandet. Jeg skal nok opfylde min opgave som forælder, men politikerne må lære at holde sig fra at vedtage love i panik og på et ubetænksomt grundlag.
Det er alt hvad jeg beder om.
