Valgret til 16 årige: Politikkerne vil dem ikke

Nu prøver en række kommuner d. 17 november at lade 16 årige stemme, men er det ikke at åbne for Pandoras æske, når de kører en ungdomsfjentlig politik som går ud på at det sociale liv aldeles ikke skal ligge i hjemkommunen. Her tænker jeg på den debat, der kører i Jyllinge og Egedal hvilket jeg læste noget om da jeg var over og besøge min søster i et par dage.

Jeg har efterfølgende surfet på artiklerne og noget så udansk som spritkontrol i fuld offentlighed er ting de vil indføre. Hvilket signal sender man ikke til børnene hvis de skal testes som om at de er på vej tilbage til et fængsel efter en weekendudgang?

Min søster fortæller at de unge i disse kommuner fra konfirmationsalderen tager til Herlev eller Hillerød for at feste efter at det lokale diskotek i Stenløse blev tvunget til at holde mindreårig på afstand. Når de så skal hjem fra festerne foregår det med pirattaxaer eller tilfældige bekendte. Et tragisk uheld skete netop på vej hjem fra en af disse fester for nogle år siden på grund af en uerfaren chauffør der overvurderede sine egne evner. Et ungt menneske mistede livet.

Jeg husker at transporten hjem ikke var et problem da jeg var ung. Den nærmeste fest var indenfor cykel- eller gå-afstand.

Herlev er heller ikke en option. Jvf. min søster er Egedals unge fredelige. Det udmønter sig nærmest kun til noget svineri, som de unge kan blive sat til at rydde op. Men i Herlev har man bilafbrændninger og der bruges pistoler.

Nu er der så kommunevalg og Egedal har valgt at de ikke vil være med til at lave prøvevalg for unge mellem 16 og 18. Det er klogt fordi at de så tydeligt markerer at de ikke vil de unge.

Roskilde har derimod valgt at lave dette valg og det vil give en enestående mulighed for politikerne til at give udtryk for deres standpunkt i forhold til de unges sociale liv i deres kommune. Det er et vigtigt da man i Jyllinge overvejer at følge Egedals puritanske korstog. Jyllinge var tidligere i spil til at indgå som del i Egedal kommune, men en majoritet af borgerne i den gamle kommune besluttede at man ikke ville lokalpolitik længere og underkastede sig Roskilde kommune istedet hvor at de i kraft af et lille befolkningsunderlag normalt ingen indflydelse har i den nye storkommune.

Men netop her er der en mulighed for befolkningen i denne afkrog af Roskilde Storkommune at sætte dagsordenen for hele kommunalvalget. Med en holdning så markant afvigende fra normal Dansk alkoholkultur så er netop her muligheden for at sætte dagsordenen for et valg knap så mange unge er interesseret i. De unge i Roskilde har en enestående change for at markere at de nypuritanske strømninger, der kommer ude fra “landet” som Egedal må betegnes som, når de ikke engang har en motorvej til København, bliver stoppet ved indgangen til civilisationen.

Jeg må bede om at de politikere der er på valg i Roskilde kommune stiller sig op og giver deres holdning offentlig til kende overfor denne nye gruppe af vælgere.

Kun på den måde kan de unge få svaret på om politikerne gider dem!

Alkohol-regler i vores hjem

Set i lyset af den seneste debat omkring teenage druk vil jeg kørt forklare hvordan at reglerne er i vores hjem.

Vi har været naive at tro at man opdragede unge på samme måde i andre lande, der umiddelbart burde ligne vores, men vi blev grumme overrasket. Det har kostet – ikke mindst min datter har betalt en høj pris, hvor at hendes frihed blev berøvet i nogle uger, men nu er vi på rette vej.

Vi har det princip i vores hjem at når børnene er konfirmeret, så må de drikke alkohol. Før konfirmantionen er det helt udelukket.

Når de er konfirmeret, så må de tage moderater mængder ud af huset til diverse fester. Vi så helst at vi slap for at købe alkohol til dem, men når nu staten har besluttet sig for at give os denne byrde, så må vi bøje hovederne for centralregimet over i København og gøre hvad vi kan for vores børn.

Næste år bliver det nemmere. Datteren starter formentlig i Gymnasiet og så er der fredagsbar. Vi er lidt i tvivl om hvilket gymnasium hun bør vælge, men vi vil se på det sociale miljø og så få justeret hendes mål i livet til at det passer med et gymnasium, der kan tilbyde det rette miljø for hende.

Vi håber med vores tiltag at det kan stoppe hende fra at opsøge de typer, der allerede i dag hænger ud ved skolen og sælger piller. Vi kunne godt vie vores liv til at bekæmpe disse typer, men dels vil der være repræssalier imod hende og hendes bror og dels er pushere ligesom herreløse katte. Fjerner du en, så overtager en anden reviret. Med hendes bagage – vi har selv via vores set i bakspejlet egoistiske valg skabt nogle af dem – så er risikoen for at stofferne bliver valgt til stor.

Vi forstår os imidlertid ikke på stoffer. Vi forstår os på alkohol. På alkohol er der en varedeklaration og den passer på indholdet i 99,95% af tilfældene. Derfor mener vi os trygge ved at vælge det onde, hvor at det er nemmest for os at støtte.

Det er i den forbindelse at de seneste dages ny-kristne kampagner bekymrer os. Det lugter lidt af de skrækhistorier man læser om fra USA, hvor at man forbyder alkohol for unge i en grad så Danmark bliver at sammenligne med Saudi-Arabien for de unge.

Der er vitterlig intet problem at tale om medmindre at vi taler om en general mangel hos forældrene til at sige fra.

Forbyder vi alkohol, så kommer der nye trusler på banen. Jeg har læst de danske debat-tråde. Jeg har ikke mindst læst rådgivningssider for udenlandske forældre.

Konklusionen er klar i mit hovede. Man har trængt tobakken retur. Især for de unge. Mange efterskoler (aktuelt fordi at vi netop har befriet min datter fra en) har forbudt rygning selvom at loven klart sidestiller et opholdssted med et hjem.

Nu skyder man så efter alkohol, men hvad så?

Det næste bliver vel overvægt eller afhængighed af elektroniske medier. Jeg så en fuldstændig latterlig blog på Engelsk om en mor der bare ikke slukker for ungens computer. Hvad hun ikke ofrer økonomisk på et problem der kort kan klares med et verbalt “nej”. Hun fængsler faktisk sit barn for et ganske ubetydeligt problem.

Det samme med denne mor som har en halvtung datter. Ja, hun har lidt igennem sit liv. Hun har mistet sit ene barn, men den 13 årig datter står jo ikke i køkkenet alene og laver mad til sig selv. Nok så lang tid på Wellspring Academy med efterfølgende operation på grund af for kraftigt vægttab for hurtigt kan ikke ændre på det faktum at det er moderen der må træde i karakter.

Faktum er at man fik held med at tryne rygere. Nu går jagten efter dem, som nyder alkohol. Når dette problem er væk, så bliver det overvægt eller for meget tid forbrugt på computeren. Der vil altid være nogle at forfølge.

Intolerancen trives i Danmark

Min datter var smugler-gods

I hvertfald hvis man skal tro Berlingske Tidende i dag:

Sårebare unge “smugles” ind på efterskoler

Sandheden er at kommunen ikke skulle have haft lov til at deportere hende. Det var ansvarsfraskrivelse. Vi betaler mange penge i skattekroner til vores kommune og så var det mindste man kunne kræve at der var et prisbilligt tilbud indenfor kommunegrænsen til hende.

Men som altid i den kommunale administration går sagsbehandlingen ud på at fjerne et problem fra skrivebordet istedet for at løse det. Prisen for den manglende lyst til at få gjort noget med sagerne kom min datter til at betale. Tæt ved to måneder måtte hun tilbringe på en skole flere byer væk i et miljø beskråret fra de fleste livsindtryk unge på hendes alder normalt oplever.

Røvet fra sit netværk af venner og familie levende i et miljø med regler så strenge at det kun er i fængsler at man ser det værre. Jeg kan dårligt beskrive det.

Nu har vi hende hjemme igen. Der er så småt ved at komme orden i skolegangen og så skal det pludselig gøres til et problem at mange som hende dropper ud fra efterskolerne. Nok så meget overdragelse fra Folkeskolerne til Efterskolerne hjælper ikke på dette problem. Problemet er at de i det hele taget er på skolerne.

Vi har bidraget til vores datters problem på grund af en hvad vi i dag ved var en uovervejet beslutning om at bo et år eller mere i udlandet. Vi ved det godt, men vi er ikke en problem-familie. Vi vil vores børn det godt og vi støtter aktivt op omkring dem. De går ikke for lud og kold vand. Der var ingen grund til at hun skulle rives ud fra disse trygge gode kår.

Vores datter var ikke smuglet ind på sin efterskole. Hun var fjernet i fuld offentlighed til et fjernt og afsondret sted.

Nu er hun hjemme. Det er vi glade for. Vi er ved at samle stumperne op.

Hvis politikerne skal gøre noget, så reducer antallet af efterskoler ved at beskære tilskuddet så kommunerne får vanskeligere ved at financiere disse forvisninger og de børn som går på efterskolerne virkelig ønsker at være der.

Så løser problemet med unge som dropper ud sig også.

Rigtig positiv meddelse

Vi får vores datter hjem igen. Vi er så utrolig lettet over at vi kan finde en lokal løsning, som gør at vi kan fungere som familie igen. Det har været hårdt for hende at være så mange kilometer væk fra sin familie uden anden kontakt end en sølle indsmuglet mobiltelefon og email.

Nu går opgaven på at reparere de følelsesmæssige ar som denne svære periode i hendes liv har givet hende. Samtidig så vil vi være særlig opmærksom i den kommende tid så vi udover arbejdet på det emotionelle plan kan give hende overskuddet til at komme videre rent akademisk.

Efterskolen har ikke kun været en ren lidelse. Den har medført enkelte positive ændringer. Hun havde lidt tendens til teenage-nykker, men det er som om at opholdet har fået hende til at sætte mere pris på de hjemlige goder. Det er godt men næsten lidt for godt. Hun er blevet lidt for underdanig, spørger om lov til meget indlysende ting og hendes bror kan få hende til at fungere som en tjener.

På den måde er jeg lidt bekymret. Det var ikke med vores gode vilje at hun rejste til skolen. Vi havde på ingen måder ønske om at knække hende. Hun har aldrig været en rebelsk teenager. Vi må prøve at få hendes selvtillid op igen.

Men foreløbig vil vi koncentere os om at blive en familie igen.

Velkommen hjem, skat!

Hvad skal jeg sige til børnene?

Den ene efter den anden af vores politikere stiller op og siger at de vil bryde loven. De vil udvise civil ulydighed hvis der står et såkaldt menneske i nød foran deres dør.

Jeg ved at min mand taber kostbare sekunder hver dag i sit liv, som kunne bruge på sine børn eller sit job, fordi at man kun må køre 30-50 km/t i vores by selvom den del af byen, vi bor i er opført for 30 år siden og alle vejene derfor må regnes til at kunne klare at man kører 60 km/t, som var den gældende hastighed på opførelsestidpunktet.

Selvom min mand kunne vælge civil ulydighed, så vælger han at overholde landets love og istedet vælge en strategi med at argumentere for højere hastighed på landets veje generelt.

For det er et spørgsmål om princip. Skal man vælge at overtræde de love man er utilfreds med eller skal man forsøge at lave åbenlyse love, hvoraf mange er på færdelsområdet om?

Vi vælger det sidste. Det er også det budskab vi prøver at give vores børn. Det er her at det bliver svært når de folketingspolitikere der om nogle burde være fortaler for at overholde de love som de eller deres kollegaer har vedtaget, istedet vælger at undergrave retsstaten.

Hvor er vi henne?

Et er at de kan lave fejl som de gjorde ved våbenloven. Jeg læser på internettet at der tilsyneladende lå andre motiver bag loven end blot at gøre landets veje sikre. Det ser ud som om at der er tale om en slags statsekspropriation af private samleres ejendom til fordel for lokalmuseer, der som bekendt lider i en tid med massive nedskæringer på det offentliges budget.

Men det ændrer ikke på at det er ynkeligt når politikere stiller sig op og beklager at domstolene dømmer hårdt i efter love, som de selv har besluttet skal være strenge. De var advaret, men valgte at gennemføre loven fordi at befolkningen går rundt i en sand blodrus på grund af fustration over at de risikerer at blive skudt ned helt tilfældigt ganske som om at de var bosat i Irak hvis de bare en smule ligner en person, der kunne finde på at køre på motorcykel og denne blodrus ville politikerne honorere.

Noget andet er når politikerne tryner landets domstole. Hvor mange gange er det ikke sket? Højesteret tog ikke sagen om Camilla Broe. Var procesbevillingsnævnet truet til deres afgørelse? Hvad er status på magtens 3-deling efter denne afsløring? Hvor er Folketingets mistillidsvotum som reaktion på dette klokkeklare overgreb på en af grundstenene i vores forfatning?

Det er som om at politikerne ikke længere tror på det projekt, som kaldes Danmark. Vi har valgt disse mennesker i tillid til at forvalte vores samfund, støtte op omkring de fælles regler, som de selv er med til at finde på og rette de regler, de ikke synes om, så vi kan få en retsstat at leve i.

Istedet prædiker de anarki. De fortæller landets befolkning og mine børn at man blot skal overtræde de love som man er utilfreds med og bortforklare lovovertrædelserne som civil ulydighed.

Som forælder ved jeg snart ikke ud og ind. Jeg vil holde døren lukket idag. Fremover vil jeg fokusere på familien alene og lade andre sejle i deres sø. Jeg stoler ikke på påståede fakta om fattigdom, når de som er her finansieres af os skatteborgere på falske præmisser.

Mine børn holder jeg hjemme og vil fraråde dem nogensinde at rejse ud af Danmark fordi at der ingen retsgarantier er efter 4. september 2009 ganske som ekspertsider råder til. Jeg vil også fortælle dem hvorfor at vi forældre fremover afleverer blanke stemmesedler til de kommende valg. Der er ingen politikere tilbage med blot en lille andel af troværdighed tilbage mere.

Jeg er rystet over danske politikere

Jeg har børn og jeg lærer dem at bøje hovedet, overholde landets mange love og passe deres arbejde.

Alligevel har begivenheder de seneste døgn rystet mig og har fået mig til at tvivle på selv de basale ting i vores samfund.

Først er der sagen med Camilla Broe. Hun får kun halvt så mange penge med til Florida som de Irakiske flygtninge, der ikke som hende har bidraget til det danske samfund. Hun udleveres uden at der foreligger et anklageskrift offentlig, der er i overensstemmelse med de krav vi sætter i vores love for at en statsborger kan blive udleveret. Der er godt nok lavet et nyt i nat, men ingen kender indholdet.

Det gamle rummede anklager som sammensværgelser, anklager som har historisk baggrund i hekseforfølgelserne i Salem.

Hun kommer nu til at lide en uvis skæbne i Florida. Hun har ikke penge til en retssag. Hun kan undgå retssagen ved at afgive en “No contest” erklæring og få en dom som om at hun er skyldig, men via “No contest” erklæringen erklærer hun sig ikke moralsk skyldig og kan vende hjem til sin datter. Det er utroligt at Danmark ikke sikrer og betaler en ordentlig juridisk bistand i Florida. Sagen viser at alle danskere – alle – skal gå rundt og være utrolig bange for at blive udleveret til fremmede lande, når det de udleveres for ikke behøver at være ulovligt her i landet. Tænk på hvor mange steder i verdenen at det er ulovligt at kritisere eller demostrere imod en magthaver eller blot stille sig kritisk til en bestemt trosretning.

Nok om denne sag. Hun er afskrevet af det officielle Danmark og uden videre chancer her i tilværelsen. Hun er ofret.

En sag som gør mig endnu mere fustreret er sagen om de to Stanley-knive på Fyn.

Det er ikke de 7 dages fængsel som gør mig gal. Våbenloven er streng. Vi borgere har forlangt at den skal være streng. Når en medarbejder i det offentlige er grundig grænsende til nærmest patentlig som betjenten var, så skal vi ikke kritisere vedkommende, når alle ellers hævder at offentlige ansatte er dovne. Vi skal heller ikke kritisere anklagemyndigheden for at anke, når vi ved hvilket fokus borgerne har for at få fjernet våben fra gaderne. Vi skal slet ikke kritisere domstolene, når der de sidste mange år har været konstant kritik af at de ikke udnyttede strafferammerne, når folketinget hævder dem.

Men der skal være massiv kritik at vores politikere. Hvad ligner det at stille sig op og beklage at en lov er for streng. En lov i Danmark har ikke bare een, ikke to, men hele 3 behandlinger i Folketinget før at den skal underskrives hos Dronningen og offentliggøres i Statstidende.

Der har været rigelig med chancer til at få nogle uvillige eksperter ind over for at anskueliggøre om loven er for streng og kunne give anledning til misforståelser hos ordentsmagten og hos domstolene.

Og at så Peter Skaarup fremfører kritikken. Det er ganske simpelt for meget. Mere end nogen har denne mand stået 5 minutter af gangen og har krævet stramninger af loven. Han har fået hvad han forlanger. Loven er nu så streng som den kan blive.

Hvilke love har Folketinget ellers vedtaget, som kan sætte medlemmer af landets befolkning under pres?

Loven som sikrer folk imod udlevering til diverse lande for ikke-strafbare handlinger er ihvertfald ikke lavet godt nok, når man ikke betinger sig at det endelige anklageskrift foreligges landets domstole. Våbenloven er nu med politikernes egne ord ikke god nok.

Jeg har to børn. De skal jeg nok opdrage til at være underdanig og råde dem til at holde sig væk fra udlandet. Jeg skal nok opfylde min opgave som forælder, men politikerne må lære at holde sig fra at vedtage love i panik og på et ubetænksomt grundlag.

Det er alt hvad jeg beder om.

Loven i andre lande

En af de mange ting som undrede mig da vi var i Australien var deres regler om tvungen brug af cykelhjelme.

Er det ikke en god ide?

Jo, hvis hjelmene var billige.

Det vi så var at der var et stort brugtmarkedede. De fattige og indfødte havde nogle bulede gamle hjelme, der næsten ikke gav nogen beskyttelse. Her i landet har man også overvejet tvang, men man har set erfaringerne fra andre lande og der er en social slagside som ikke er til at overse.

For det andet så køres børnene i større grad end før, hvor at de med fordel kunne cykle selv. I et samfund hvor at der er meget overvægt er mindre motion for børnene ikke det samfundet just mangler.

Så selvom at mine børn har hjelm på, når jeg kan se dem, så er jeg imod tvungen brug af cykelhjelm, når jeg som de få har set skadesvirkningerne.

Så Australien må have deres love og vi må have vores.

Nu at vi er ved at tale om forskellige love i andre lande, så læser jeg at hende den enlige mor med en fortid i Florida – Camilla Broe – ikke er anklaget for narkosmugling, men derimod sammensværgelse og at anklagen sammensværgelse ikke er strafbart i Danmark.

Så er der noget jeg ikke forstår. Jeg troede at man kun måtte udlevere Danskere for handlinger der også er kriminelle i Danmark. På den måde kunne mine børn risikere udlevering til Australien for de kørte uden hjelm et par gange da det var varmt selvom at det var ulovligt. Vi påtalte det, men rejste så heldigvis hjem da de var i risiko-zonen for at miste deres identitet.

Jeg ved det. Hvis de en dag bliver kørt ud til lufthavnen til fængsling i Australien, så har de kun os som forældre at takke for det. Det var vores forkerte beslutning der bragte dem dernede og deved ud i kriminalitet. Det har jeg det dårligt med, men på den anden side så troede jeg på at vi så havde et retssystem i Danmark der beskyttede os imod forfølgelse imod love der kun eksisterede i udlandet.

Jeg har efter at det kom frem at de havde rettet i papirene imod Camilla Broe totalt mistet troen på borgernes retssikkerhed. Jeg er dybt rystet og troede ikke at det var rigtigt.

Men det er rigtigt og jeg frygter for mine børns sikkerhed. Skulle min datter vende hjem fra efterskolen udenfor mange ar på sjælen så hun kan få sig et liv, skal hun så være bange for at blive sendt tilbage til dette grusomme land, vi kom til ved en fejltalelse?

Børn skal ikke konfirmeres i 6. klasse

En Biskop vil konfirmere børn i 6. klasse.

Men her må jeg protestere. Oprindelig er konfirmationen tænkt som en bekræftelse af dåben, men idag er den så meget mere.

Konfirmationen idag repræsenterer idag en milepæl i de unges liv. Det er der at de skal introduceres til selskabslivet, som det så fint hed i vores dage. Det betyder at dagen også er den første hvor at de smager alkohol. Det er den dag  hvor at deres socialiseringsproces, som er så vigtig på de videregående uddannelser, starter. Fra et gymnasie lyder det:

»Det er meget drastisk. Desuden er det skidt, at det går ud over netop fredagscafeerne, hvor de nye elever lærer hinanden at kende,« siger Peter Sinnbeck.

»Det er helt tydeligt, at angreb nummer to kom, fordi eleverne følte sig provokeret af skolenes beslutning om kollektiv afstraffelse på et udemokratisk grundlag.«

Rektor og elevrådsformand holdt fredag møde, hvor det blev besluttet, at den fredagscafé, der skal aflyses, bliver en af de sidste i skoleåret. På den måde går det ikke ud over 1. g’ernes socialiseringsproces.

Vi ved at der er et massiv frafald fra de videregående uddannelser, som kan komme til at koste landet sin evne til at skabe nye innovative virksomheder. Man kan frygte at en for tidlig konfirmation vil medføre at man ikke længere sætter lighedstegn mellem konfirmation og introduktion til alkohol i forældrenes nærhed, hvorefter at de unges tilgang til alkohol bliver noget undergrundkulturagtigt noget, hvor andre rusmidler som stoffer også vil være tilstede. Man ser det i USA, hvor at man på trods af en aldersgrænse på 21 år har undergrundsmiljøer og udpræget stofmisbrug.

Hvis de unge ikke kan drikke alkohol i forældrenes nærhed, så er de måske ikke klædt på til at kunne begå sig på en videregående uddannelse og det er til skade for dem selv og samfundet på sigt.

Så lad konfirmationen blive hvor at den er i dag. Her har den været i mange år og familierne har indrettet deres liv efter dette.

Lyspunkt forude

Vi havde møde med kommunen idag. Det ser lysere ud og håbet er stort for at vi kan få vores datter levende hjem igen, så hun kan gå i almindelig folkeskole suppleret med lidt speciel undervisning.

Vi krydser fingre.

Tiderne er anderledes

Nu hvor at min datter sover i sin seng efter at være pint på skolen en uges tid, så vil jeg lige knytte nogle ord til en artikel, som jeg læste i Metroxpress.

Eksperter i chok over uhumske kollegier

De såkaldte eksperter glemmer en ting. De lever ikke i 70′erne. De konkluderer baseret på en levevis i en anden tid.

Nutidens unge er til færdigmad. Måske en ud af 100 kan lave en suppe eller en sovs fra bunden, men er det et tab for landet? Er man ikke kommet dertil at madlavning skal være så professionelt at selv mad lavet derhjemme kræver rapportering til det offentlige? Nyeste udvikling peger på at det gør.

Der er med andre ord ikke grund til at beklage at de unges manglende kogekunst. Det eneste som undrer mig er at der eksisterer kollegier endnu. Jeg troede at disse former for fællesskab var en uddøende race. Jeg kan med egne øjne se hvor meget min datter lider på grund af have mennesker på tæt på sig hele tiden.

Det kan godt være at nogle mener at kollegier er med til at give nogle mulighed for at bryde den sociale arv, men narrer vi ikke os selv? Jeg troede at alle analyser viste at det ikke virker. Jeg husker da jeg var ung. Jeg ville gerne have studeret videre med studielån kostede næsten 30 procent pr. år i familiens bank. Min far foreslog at jeg lånte til en bil officielt da renten var billigere til billån, men jeg ville ikke snyde, så jeg droppede ud. Jeg fik et godt liv alligevel. Jeg savner ikke noget.

De unge vil, hvis de kunne vælge selv, bo for sig selv. Derfor har jeg sammen med min mand startet en opsparing så vores børn kan få en anstændigt sted at bo, når den tid kommer og de måtte have lysten til at studere langt fra hjemmet.

Dermed kan vi sikre dem en sund levevis. Hvis politikerne tænkte sig om, så etablerede de istedet flere lejligheder end at sætte ind med en masse regulering af de unges køkkenforhold.

Men indtil videre er min primære kanp at få min datter hjem fra efterskolen, så hun igen kan gå i skole her i byen og være blandt mennesker, som elsker hende og holder af hende.